Et mørkt, proteinholdigt surdejsbrød, med karakter. Sprødt udenpå og blødt inden i, ligesom Camilla!
Denne opskrift er udviklet til Camilla da hun på et tidspunkt kæmpede med at få proteiner nok i sin kost. Jeg øjnede chancen for en sjov opgave og gik hjem og læste op på indholdet af proteiner i glutenfrie meltyper og sammensatte en blanding af meltyper med højt proteinindhold som jeg håbede også ville smage godt. Det første brød blev overraskende godt, så jeg gik videre med ideen – justrede lidt efter, så brødet nu indeholder endnu flere proteiner både fra hampeprotein og fra frø og tørret brændenælde. Resultatet er et brød som ikke bare Camilla er rigtig glad for men som også har gjort indtog ved vores eget bord.